Jul i middelalderen og senere

Noget om dansk middelalder jul.

Kilde: Historiemagasinet: "Siden Saxo".

I middelalderen var julen blevet en katolsk fest, men midt i al højtideligheden var der også tid til tant og fjas - julestuerne, der startede omkring årtusindskiftet, og hvor man virkelig slog sig løs. Det der foregik i julestuerne var uacceptabelt for kirken og de lagde en dæmper på festlighederne; de dekreterede julefred - kaldet julehelg - fra 25 december til Hellig tre konger den 6 januar. Disse tolv dage kaldet også juletylvten, og her måtte ingen ufred forekomme.

At vi netop skulle holde jul den 25 december og her i Danmark aftenen før, skyldes at det, under inspiration af at mange af tidens andre store religioner havde vigtige helligdage på det tidspunkt, blev besluttet under det meget vigtige kirkemøde i Nicæa i 300 tallet.

Lys var i øvrigt en vigtig del af de tidlige kristne traditioner, for Jesus kaldte sig selv Verdens Lys, og derfor var der megen kristen symbolik i lys. Lysene blev lavet af tælle, som man smeltede fra slagtedyrene og var et forholdsvis kostbart råstof. Vokslys var kun for de aller rigeste. Hvis man ikke selv havde råd til lys, måtte man ud og tigge og "synge for lys".

Med kristendommen kom en anden ny ting, nemlig salmer, hvoraf den ældste er: "Et barn er født i Bethlehem", som kendes på latin fra 1300 tallet.

Middelalderdanskeren var katolik og mente, at en måde at frelse sin sjæl op i Himlen, når kroppen var død, var at gøre gode gerninger. Almisser til de fattige, især omkring juletid, var meget brugt.

 

Bondejul i middelalderen

Den danske bondes jul i middealderen formede sig stort set som vikingetidens "joul", og for så vidt også som man fejrede den i byerne, når man trækker Hellig Tre Konger optogene og gaverne til børnene fra. Sådan noget nymodens pjat, kendte man ikke til på landet, her var julen - julehelgen - fuld af stærk magi, som stykker af den tids store julekager kunne opsuge, hvis man lod det ligge på bordet dag og nat gennem hele julen, for når så såtiden kom eller der skulle pløjes, at sprede disse kraftfulde kagestykker ud over marken - (og, ja, middelalderbondens marker var mindre end moderne tiders er.) Alt dette var praktisk anvendt kristentro i bondejulen. Man kunne vel kalde middelalderbonden træg, men man kunne også kalde ham besindig og fornuftig, når han som en god dansker lige ville se tingene og folkene an, inden han kastede sig ud i noget. Han ville lige sikre sig, at det nye var noget han kunne bruge til noget; først og fremmest et godt afkast og frugtbarhed, især hos kvæget i kornet. I vikingetiden havde han anråbt Odin, Njord og Frøj, men i katolsk tid lærte han at bede Fadervor, men skiftede ikke sådan uden videre vore gamle guder ud med Jesus, før han vidste om de nye besværgelser var lige så gode som de gamle. Jo, tilsyneladende havde bondejulen kun et tyndere lag kristendom over sig, end borgerjulen havde, men alligevel havde de glæden over julen til fælles - den gode mad, det gode bryg - og julestuernes løssluppenhed.

Blandt bondens forberedelser til juleaften og julehelgen var, at alt skulle være rent, også stalden og markredskaberne, der blev stillet indenfor, for hvis de stod ude, kunne det jo være at Jerusalems Skomager satte sig til at hvile på ploven, og det resulterede jo i, at der blev uheld ved redskaberne.

Der blev også sat et neg op til de vilde fugle - juleneget- og dyrene skulle være fodret ekstra godt og med ny, ren strøelse under dyrene. Når julefreden havde sænket sig, og det skulle her forståes rent bogstaveligt, julefreden kom dalende ned fra himlen som sne, der daler langsomt ned, og lægger sig på jorden, mente man. Nu var det på tide at fejre jul og senere julenat, mente man at dyrene, som tak for deres venlighed overfor Jesus, da han blev født, kunne tale menneskesprog julenat. Selvfølgelig var der altid et ungt menneske, der sneg sig ud i stalden julenat, for at høre dyrene tale menneskesprog. Når han så kom tilbage fra stalden om morgenen, havde han jo ikke kunnet forstå, hvad dyrene sagde, men det var der en simpel forklaring på, fik han at vide; dyrene talte naturligvis hebraisk, Jesus eget sprog, så det var da klart, han ingenting kunne forstå.

I finere kredse på herregårdene gik man efterhånden til at spise gås i stedet for gris; noget man sikkert er blevet inspireret af fra udlandsrejser og bøger. Bonden jo hverken læste eller rejste.

Ganske langsomt sivede kristendommen ned gennem samfundet og i slutningen af middelalderen i 1500 tallet var julen blevet et miskmask af hedenskab og kristne skikke, ganske som vi kender det i dag.

 

Borgerjul i middelalderen.

I middelalderen gjorde kirkens mænd hvad de kunne, for at være tolerante overfor folks gamle skikke, men der var een tradition hos borgerne i byen, de, som før nævnt, ikke kunne acceptere, nemlig julestuerne. Her både drak folk alt fro meget og legede nogle temmelig vovede julelege. Så trak folk ud på gaderne og det endte med vold og råben efter gode borgere; ja, nogen gange endte det med drab.  Dette var en af årsagerne til at de første kirkelove fra 1100 tallet var så strengt formulerede : fra den 25 december til den 6 januar skulle der være fred, ro og orden, ingen ufred måtte stiftes. Dette var den såkaldte julehelg, der varede i tolv juledage. Der blev givet strenge straffe for at bryde julehelgen, så strenge, at man i 1200 tallet mildnede loven. I takt med at kirken blev mere og mere magtfuld, indførte, som tidligere nævnt, indførte den  en række nye traditioner, der efterhånden blev folkelige og som blev praktiseret af folk, også når de ikke var i kirke. I byerne gik latinskole eleverne rundt i gaderne med en stor papirstjerne med lys i. De var klædt ud som de Hellige Tre Konger med hele deres følge. De sang for velstående familier og fik penge for indsatsen. Det var dog ikke en Hellig Tre Kongers tradition. Disse optog kunne man møde på gader og stræder op til den 25 december. Den nye kirkelige tradition, der nåede flest mennesker var den foromtalte lysskik, hvor folk, ganske uopfordret af kirken, satte tændte lys i deres hjem, alle steder, hvor et lys bare kunne krammes ind. Det skulle man jo have mange lys til, så det havde de fattige ikke umiddelbart råd til, medmindre de gik rundt og tiggede lys hos de rige. Det var en form for juletiggeri, som udløste julevelgørenhed, især når de fattige sang pænt, hvor de så også fik penge og mad.

Dyrene skulle også have det godt. Dengang havde man landbrugsdyr inde i byerne, og de fik, ligesom på landet, ekstra mad og strøelse.

Man gik selvfølgelig i kirke juleaften, hvor man kunne møde de nye salmer, og hvor gudstjenesten helt frem til renaissancen foregik på latin. Men for de fleste mennesker betød det ikke noget, bare man var tilstede, det var det vigtigste.

Men hensyn til hvordan adelen holdt jul, kan man ikke sige, at der var en specielt dansk tradition, da de fleste adelige dengang var franske eller tyske og fejrede jul, som man gjorde det, der hvor de kom fra. Selvfølgelig var der luxusmad, og skylleskåle mellem hver ret, og masser af julevelgørenhed.

 

Nu går vi et par hundrede år frem i tiden til omkring 1700-1800 tallet på landet, hvor mange af de traditioner vi har i dag var begyndt at krystallisere sig ud i bondesamfundet, men hvor andre traditioner i mellem tiden er forsvundet; f.eks forestillingen om de dødes gudstjeneste julenat, alle varslerne og den folketro, der blev forbundet med den særlige julenat. Essensen af bondens jul var stort set uforandret siden middelalderen og frem mod 1800 tallets midte: Det kristne element og ønsket om at det kommende år måtte bringe frugtbarhed.

 

Julens uhygge.

Til julenattens uhygge hørte blandt andet forestillingen om Jerusalems Skomager eller Den Evige Jøde, der stammer tilbage fra middelalderen. Fortællingen om jøden Ahasverus, der blev forbandet, fordi han jog Jeus bort, da han på sin vej mod Golgatha, ville hvile sig lidt. Ahasverus straf blev at han skulle vandre til Verdens Ende. Fortællingen har været kendt i Danmark siden 1500 tallet og man troede at Ahasverus kun måtte hvile sig julenat og hvis man på den nat lod ploven stå ude, risikerede man at Jerusalems Skomager kom og satte sig på den og for fremtiden ville der herefter kun vokse ukrudt, hvor ploven pløjede. For bondesamfundets mennesker var vinter og dermed også julemørket fulde af væsener og kræfter, der kunne være farlige og nogle sagn fortalte, hvordan f.eks nedmaninger af genfærd var gået galt og spøgelset derfor fik lov at komme op og spøge en gang om året; det var som regel julenat.

I denne hellige og specielle jule tid kunne man også tage varsler f.eks  hvilke kornsorter, der ville stå bedst det kommende år. Julen var jo på grund af dens særlige magi særlig velegnet til at tage varslerf.ex. om dødsfald. Den der, under julemiddagen listede sig udenfor og kiggede ind af vinduet, kunne se, hvem der skulle dø det kommende år. Disse sad enten hovedløse eller uden skygger, men den slags var ikke ufarligt; man kunne komme til at se noget, man ikke brød sig om og ende med at blive "rent tosset af sindsbevægelse".

Heller ikke indenfor kunne man føle sig sikker for julens uhyggelige kræfter. Hvis man f.ex. havde glemt at ofre et neg på glosoen efter høst, kunne man risikere at det uhyggelige svin kom og lagde sig under bordet for at lave ballade juleaften. Glosoen eller Gravsoen var en enorm gris med knivskarp ryg, strittende børster og stirrende øjne, som varslede død og ulykke. Meget tyder på, at nogle af de overnaturlige gæster var kendte og ventede. I Helsinge sogn og på Århus egnen satte husmoderen en ekstra kuvert på bordet. På Bornholm og visse steder i Nordsjælland og visse steder på Vestsjælland, skulle maden blive stående på bordet julenat, lysene skulle brænde hele natten og tabte man noget under bordet, måtte man ikke bukke sig ned og samle det op. Nogle steder som f.ex. på Bornholm og i Hørve, fulgte man stadig en gammel vikingeskik og sov på halm på gulvet julenat, men de opredte senge stod tomme.

Så var der jo selvfølgelig de menneskelige skræmmevæsener, unge mennesker der ofte klædt ud som bukke eller andre dyr, mennesker der kastede poser med aske ig gamle potter mod folks døre eller alvede underlige lyde med en rummelpot. Disse menneskelige skræmmevæsener legemliggjorde nok mange gange vinternattens mørkerædsel, selvom det var for sjov og det var meningen, at de unge mennesker, i deres "djævleham", skulle fanges, slæbes med indenfor og beværtes.

Man tog også varsler af vejret i juledagene ved at lave det der hed julemærker. Disse var cirkler, der blev udfyldt på forskellig måde, alt efter hvordan vejret var de 12 juledage mellem 25 december og 6 januar. Hver af de 12 dage svarede til en af årets 12 måneder. Cirklerne blev som regel tegnet med kridt på en bjælke. Disse kunne deles med en streg eller ridse på nidten. På denne måde kunne man registrere vejret henholdsvis om formiddagen og om eftermiddagen - og altså gøre vejrudsigt mere præcis. Formiddag var så månedens første del - eftermiddag den sidste. Tilsidst vil jeg lige kort komme ind på bondens julestue og julegene. Disse var i begyndelsen af 1700 årene den store fornøjelse for især bondesamfundets unge. Datidens pietistiske præster gjorde, hvad der stod i deres magt for at bekæmpe skikken og det lykkedes også efterhånden; i 1730 blev de løsslupne julestuer forbudt på helligdage og på aftenen op til helligdage og efterhånden lykkedes det myndigheder og præster at lægge en dæmper på tøjlesløsheden.

 

Julelege

Kilde: Dansk Historisk Fællesråd - Historie online.

          Julens hvem-hvad-hvor af Iørn Piø 1977 Politikken.

 

Man har altid moret sig med at lege i julen med naboer, venner og bekendte. I middelalderen legede man i  vågestuerne og senere fortsatte man med 1700 tallets julestuer, ja, faktisk frem til 1800 tallet, da juletræes julen blev indført, legede man videre i familierne og under foreningens juletræesfester. I den eneste samtidige skildring af jul hos vikingerne - den er fra slutningen af 800 tallet, hedder det om kong Harald Hårfager, at han ikke bare drak jul, men også at han "øvede Frøj leg". Vi ved fra andre sagafortællere at de også klædte sig ud til julen. Det fortælle således, at engang optrådte to afdelinger af væringerne i Miklagård (Konstantinopel) for den græske kejser og i hver afdeling var der to mand, der var klædt ud med pelse med hårene udad og masker. Alle optrædende var bevæbnede med skjolde og stokke, og idet de slog på skjoldene, råbte "joul , joul", og udførte ringdanse. Her var tale om en opvisning af nordiske julelege for den undrende græske kejser.

Der var mange julelege, især i de senere 1700 tals julestuer. Her vil jeg bare fortælle om to af de mest kendte : Julebukken og Julebisp.

Julebukken.

Allerede tidligt havde præsterne et godt øje til julestuerne. Christian d. 4 forbød dem ved kgl. forordning i 1629 og forordningen dannede igen model for Danske Lovs bestemmelse af 1683, hvori det hedder at " al forargelig legen om julen" er forbudt og skal straffes strengt. Over i det kom der en helligdagslov i 1730 og en forordning i 1735 og disse forbød julestuerne "aldeles" på bestemte dage. I samme periode digtede salmedigteren H.A Brorson en slags kampsalme mod julestuerne, som hed: "Bort med Verdens Juleglæde" fra 1732. Salmen tog skarpt afstand fra "syndig legestue" og "syndens nattveje", samt "syndig drik og dans". Efterhånden holdt de offentlige arrangementer op, mens man fortsatte med private sammenkomster hen mod slutningen af 1800 tallet. Set med nutidens øjne var flere af dem ikke uanstændige og mange af de populære lege havde noget med det daglige arbejde på gården at gøre.

En af de meget uskyldige lege var Julebukken: En maskeret og udklædt person var et fast indslag i senere tiders julestue - han var gerne klædt ud som gedebuk eller hest, derfor blev han også kaldt julebukken, Hvidemær (den hvide hest) eller Hvegehors ( den rokkende hest. Man kaldte ham også undertiden Bette Fanden. Han skulle se skrækindjagende ud og kom brasende ind i festen, og larmede og truede folk, det bedste han havde lært; og han krævede ind, han gik ikke før han havde fået flæsk, pølser eller ost, æbler, kager eller nødder. Noget skulle han have! Så forsvandt han for at dukke op i en anden julestue. Eller han lagde forklædningen og festede videre med dem, han lige for sjov, havde skræmt livet af.

Besøget af julebukken var højdepunktet i julestuen, så først og fremmest skulle forklædningen være i orden. En gennemsbits julebuk som en af slagsen fra Læsø. Hovedet lignede et gede eller vædderkranium, og det var indrettet sådan, at man ved hjøælp af en snor og et stykke træ kunne åbne og lukke munden, dvs. man kunne slå nogle ordentlige klap med gabet og inde i selve gabet var sat en tunge, lavet af en rød klud. Hovedet var sat på en stang, som man bar over sit eget hovede, også blev hele manden indhyllet i en sæk eller skind og to stokke som forben at holde i, færdiggjorde forklædningen.

Julebukken skulle være en kvik ung fyr, der virkelig kunne lave skæg med folk. Han var pågående, nærgående og meget sjofel, men sådan ville man have - også dengang.

 

Julebispen

 

Hvor julebukken kun var på besøg i julestuen, var det anderledes med Julebispen. Han blev der hele aftenen og spillede en ret central rolle i festlighederne. Bispelegen begyndte med at den udvalgte karl blev klædt ud med en hvid bispehue og fik en pind i munden med et lys i hver ende. Han blev sat på gulvet med en slat vand foran sig og en karklud, som han puttede under skjorten. Så gik de andre rundt om ham og sang :

 

                                   Her vier vi os en julebisp
                                   den giver vi nødder og ævle
                                   men den vi havde i fjor
                                   ham gav vi Døden og djævle

Under sangen ofrede hver efter tur nødder og æbler. Hvis julebispen ikke var tilfreds med offeret, tog han karkluden frem, dyppede den i vandet og slog dem i ansigtet, der havde ofret for lidt. Når han så var bispeviet, begyndte han at gifte d unge mennesker sammen. Par for par knælede de for ham, mens han sagde:

                                    Jeg vier eder sammen med havre og hø
                                     Kan I ikke leve, så må I dø.

Herefter fulgte en sjofel vielsestale. "Disse "ægteskaber" gjaldt så resten af aftenen og langt ud på morgenen. Er det nødvendigt at nævne at legen var meget populær hos de unge?

Det var to af de mest populære julelege. Der varn flere, men det er ikke for sarte, anstændige sjæle at læse.

                                                     

                                  

                                   

 

En julegyser.

De dødes gudstjeneste.

Tilsidst vil jeg diske op med en julegyser fra 1700 årene. Det er et meget kendt sagn.

Dette sagn udspiller sig på en gård vest for Vokslev Kirke ( Vokslev ligger ved Nibe i Nordjylland.)  "Karlen var tidligt ude at give hestene foder julemorgen på en gård. Gården havde ikke noget ur, så da karlen kom ud og sgade, at de havde sovet over sig, fløj konen ud af sengen. Karlen havde hørt at morgengudstjenesten var begyndt, for der var sang i kirken. Konen fik tøj på og skyndte sig til kirke og ind i sin kirkestol. Først da opdagede hun, at sidemanden var en person, som var død for mange år siden! Alle kirkegæsterne var folk, der for længst var døde!  Hendes sidemand hviskede, at hun måtte skynde sig ud i en fart og hægte kåben op, hvis hun mærkede noget der rykkede i den. Konen gjorde, som hun fik besked på. Og da hun nåede kirkedøren, blev kåben flået af hende! Om morgenen, da landsbyens folk kom for at gå i kirke, lå konens kåbe udenfor, splittet ad i små stumper.

 

 

 

 

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

29.06 | 15:22

Det lydder som en masse rigtig gode ideer til jeres næste festarrangement eller polterabend. Se sjove polterabend aktiviteter på: http://polterabendevent.dk

...
30.04 | 09:18

JA DEN VAR NÆSTEN HEL GENEMSIGTIG!:O

...
28.04 | 18:57

det var godt nok en underlig video!!....

...
27.04 | 16:50

Tror jeg og min veninde har set en spøgelsesbjørn.. - Kan du fortælle mere om den? Den var hvid, næsten genemsigtig!

...
Du kan lide denne side